Mange kender kun placebo-effekten som noget, medicinalindustrien måler, når de i en kontrolgruppe giver patienter snydemedicin, f.eks. kalktabletter. Men ofte er placeboeffekten faktisk tæt på 100%. Dvs. selve medicinalfirmaets pille er virkningsløs, mens det eneste der virker, er folks TRO på effekten. Det gælder f.eks. de såkaldte “lykkepiller”. Placebo er nemlig en POSITIV OVERBEVISNING om, at noget har en god effekt. Og vores overbevisninger er en af de stærkeste kræfter i nervesystemet. I de kommende 2 uger skal vi se på, hvordan vores psykiske og fysiske helbred ikke styres af gener, men af de overbevisninger, vi vælger. Men først lidt basisviden om gener:

DU OG JEG ER I VIRKELIGHEDEN SAMFUND AF CELLER
Alle vi mennesker er iflg. den nyeste viden i virkeligheden samfund af typisk 70-80.000 milliarder celler. I hver eneste celle er der en cellekerne. Og i hver cellekerne er der 46 kromosomer – 23 fra mor og 23 fra far. Kromosomerne kan enten se ud som et X eller er Y. Disse kromosomer består af den berømte dobbeltspiral, som vi kalder DNA-strengen. DNA-strengen er viklet rundt om nogle sjove fætre, der hedder histoner, og de er så  samlet i nogle grupper, der hedder nucleosomer – det er vist nørdeinfo, så det batter. Og i DNA–strengen er indeholdt vores gener, der er en slags arbejdstegninger til at lave proteiner. Proteiner er altafgørende, for de er de byggesten, du og jeg  – og alt andet levende – er bygget op af. Faktisk deler vi 25% af vores DNA med en tulipan, så kaldte din far din mor for “Åh min tulipan”, så havde han faktisk 25% ret – i hvert i fald, sådan som man betragtede vores gener indtil ca. 1990. ER VI SLAVER AF VORES GENER?Siden de to engelske forskere Crick og Watson i 1953 opdagede DNA’et, har der dannet sig den vedholdende myte, at vi er slaver af vores gener. Ligesom det ligger i vores gener, om vi får enten blå eller brune øjne, lige så sikkert mente man, at det var lagt ned i vores gener, om vi fik kræft eller ej – eller om vi fik depression eller ej. Vi er heldigvis blevet klogere =)

DU KAN TÆNDE OG SLUKKE FOR DINE GENER I LØBET AF LIVET
Ret hurtigt opdagede forskerne, at der var en masse ting i vores DNA, der ikke så ud til at være gener. I starten kaldte de det bare “Junk-DNA” og smed det ud. Men i begyndelsen af 1990’erne begyndte man at undersøge “Affalds-DNA’et” nøjere og fandt ud af, at det i virkeligheden var en række mekanismer, der tænder og slukker for vores gener. Dvs. at det er ligemeget, om du har et gen for depression eller for at være verdensmester i karate, hvis genet er slukket.  Det nye område kaldte forskerne epigenetik. Epigenetik betyder “Det, der ligger over generne”. Og i de sidste 25 år er det gået stærkt. Bare for 25 år siden troede man, at vi havde 130.000 gener. I dag ved vi, at vi kun har ca. 19.000. Til gengæld ved vi, at kun 2% af DNA-strengen er gener, dvs. arbejdstegninger – de sidste 98% er tænd-sluk-mekanismer! Et godt eksempel på, hvor stor en rolle, miljøet spiller, er ved enæggede tvillinger, der jo har helt identiske gener. Selvom tvillingerne har de samme gener og er vokset op sammen og derfor er blevet udsat for mange af de samme påvirkninger, så er sandsynligheden kun 50% for, at den ene får skizofreni, selvom den anden har det.  De mange tænd-sluk-mekanismer er også forklaringen på, hvorfor vi kan have 99% af vores gener tilfælles med chimpanser, selvom de fleste af os nok synes, at der er mere end 1% forskel på os og vores behårede slægtninge. Det er nemlig vidt forskellige gener, der er tændt og slukket.  Hvordan kan vi så tænde og slukke for de her gener? Det kigger vi på i næste nyhedsbrev om 1 uge