NANNAS OG HENDES MORS HISTORIE

Vores problemer ligger sjældent i os selv men i familie-tankemønstre, der er mange generationer gamle – og som vi på trods af alle gode viljer ofte kommer til at kopiere og tage ind. Primært i 0-7-års-alderen, fordi vi i den alder ikke har noget filter. En pæn del af vores klienter er derfor familiemedlemmer til nogle, der allerede er blevet hjulpet af os. Nannas og hendes mors historie er et godt eksempel. Historien er skrevet af Nanna, men er godkendt af Nannas mor, Anne Marie

EN TRYG BARNDOM

Modsat mange andre har jeg haft en fantastisk barndom. Jeg er vokset op i en meget kærlig og tryg familie med mine to brødre og en mor og far der elsker hinanden. Rent idyllisk. Trods alle forudsætninger var lagt for et fantastisk liv, har jeg alligevel kæmpet med at tro på mig selv og stå ved mine egne holdninger. I nogle perioder har det været så slemt, at det har udviklet sig til mindre depressioner, hvor jeg blev mere og mere indelukket.

OP- OG NEDTURE

Før i tiden sagde jeg til mig selv, at ”Nu jeg skal tage mig sammen”, for jeg havde alle forudsætningerne for at have det godt med mig selv. Eftersom det ikke virkede, blev jeg mere og mere irriteret og sur på mig selv – og jo værre blev det. Nu ved jeg, at denne taktik virker stik modsat, fordi jeg kommunikerede forkert med min indre del af hjernen og således forværrede situationen. Mine ungdomsår har således været meget præget af op- og nedture, hvor jeg har snakket med både psykologer og hypnotisører. Fælles for dem var, at det hjalp for en periode, men jeg røg altid tilbage til den negative spiral, hvor jeg havde dage, hvor jeg følte mig lammet, og tårerne ikke kunne stoppes.

MIN MORS FORLØB

Noget af det første man får af vide hos Dansk Center for Neurocoaching er, at man kopierer sine forældre. Selvom mine forældre altid har støttet mig og proppet så meget selvtillid i hovedet på mig som muligt, har jeg alligevel som barn opfanget mine forældres manglende selvtillid. Min mor har selv kæmpet med selvværdet, hvor hun gik ned med en depression og måtte sygemelde sig.

Nogle år efter hendes egen depression læste hun om Neurocoaching, hvilket fik hende til at tage kontakt, og efterfølgende startede hun sit coachingforløb. Jeg husker tydeligt, at der fra den dag skete en stor forandring med min mor. Siden hendes forløb er hun blevet meget mere glad, har utrolig meget overskud, og man kan bare se og mærke, hvordan hun hviler i sig selv. Det skal her siges, at min mor aldrig har ladet hendes følelser gå ud over hverken mig eller mine brødre. Overfor os har hun altid haft overskud og altid vist hendes kærlighed. Men det var fedt at opleve, hvordan hun efter forløbet også havde en kærlighed til sig selv.

Kort efter hendes forløb opfordrede min mor mig til også at opsøge Dansk Center for Neurocoaching, men på det tidspunkt havde jeg en af mine gode perioder. Jeg havde endelig mødt manden i mit liv. Han fejede benene væk under mig, og han stoppede så meget selvtillid ind i hovedet på mig, at jeg rent faktisk var begyndt at tro på det. Det var første gang, jeg var glad for mig selv.

Jeg begyndte så på en kandidatuddannelse, som jeg vidste ville give kamp til stregen, for egentlig er jeg ikke særlig boglig. Men jeg følte mig selvsikker og havde troen på det. I løbet af de to år, som kandidaten varede, var der selvfølgelig mange op- og nedture, men nedturene blev aldrig så voldsomme som tidligere, fordi jeg fik ufatteligt meget støtte fra min kæreste og familie. Derfor var jeg overbevist om, at nu var det et afsluttet kapitel at skulle gå til psykolog igen.

TILBAGE I DEN NEGATIVE SPIRAL

Skæbnen ville dog, at jeg havde et frygteligt specialeforløb. Kemien imellem mig og min vejleder fungerede overhovedet ikke. Han gav mig følelsen af at jeg var decideret dum, uvidende og usikker. Eksamen var derfor også en frygtelig oplevelse, hvor jeg følte mig ydmyget, og jeg blev enormt skuffet over min karakter, trods det at jeg bestod. Denne oplevelse knækkede mig fuldstændig. Al den selvtillid, jeg ellers havde fået opbygget gennem de sidste to år, forsvandt, og jeg var igen tilbage til det gamle udgangspunkt. Jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne leve op til den fornemme titel, jeg havde fået, og jeg ønskede, at jeg aldrig havde taget nogen uddannelse. Ydermere var jeg overbevidst om, at jeg aldrig ville slippe af med den negative spiral, som jeg endnu engang var røget tilbage til.

MIN MOR PRESSEDE MIG TIL AT SØGE HJÆLP

Min mor vidste udmærket godt, hvor dette førte hen – og greb ind. Hun sagde, at jeg skulle kontakte Dansk Center for Neurocoaching. Jeg tøvede – ikke fordi jeg ikke ville, men jeg var kommet derud, hvor jeg ikke kunne tage mig sammen. Desuden var jeg også bange for, at hvis jeg først havde ringet, så havde jeg ”overgivet” mig til den sygdom, som jeg syntes, at det var at være deprimeret. Min mor blev heldigvis ved med at presse mig, hvor jeg til sidst fik lovet hende, at jeg ville ringe til dem den efterfølgende dag. I dag er jeg evigt taknemlig for, at min mor pressede mig, for jeg tør ikke tænke på, hvor det ellers var endt.

NU SIDDER TROEN OG SELVVÆRDET DYBT I MIG

Det er stadig svært at sige højt, at ”Jeg er dygtig”. Men efter Neurocoachingforløbet er det blevet meget bedre, og nu tror jeg inderst inde på mig selv, hvilket aldrig har lagt så dybt i mig før. Jeg har også lært selv at tage æren for mit arbejde og mine succeser. Nu er jeg stolt over, at jeg gennemførte kandidaten, og jeg har endda fået drømmejobbet som designleder. Min Neurocoach gav mig ikke blot troen på mig selv, men vi arbejdede også med min motivation for at komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg er overrasket over, hvor meget man kan lære og ændre på blot fire sessioner. I dag har jeg både selvtilliden, selvværdet og troen på mig selv, og jeg lader ikke andre, såsom min vejleder, komme så tæt ind på livet af mig igen. Nu sidder troen og selvværdet dybt i mig, som om den altid har været der.

VÆRKTØJERNE

Det særlige ved Neurocoaching – og det som i mine øjne adskiller Neurocoaching fra de psykologer, som jeg har besøgt – er de meget konkrete værktøjer, jeg har skullet arbejde med for at få nye og bedre overbevisninger om mig selv. For mig har det været meget vigtigt at arbejde struktureret – derfor lavede jeg skemaer for, hvornår jeg skulle lave Neurocoaching. De dage hvor jeg sprang over, fordi jeg mente, at jeg havde for travlt med alt muligt andet, kunne jeg simpelthen mærke, at det ikke var godt, og mine indre ”medarbejdere” (red: Kalder vi som en metafor de forskellige hjernecentre i den ubevidste del af hjernen), gav mig klare signaler om, at det var vigtigt, at jeg lavede øvelserne. Derfor begyndte jeg at skemalægge, hvornår jeg skulle lave dem. Selvom jeg nu er ude af forløbet, har jeg stadig en plan for, hvornår jeg skal lave øvelserne, således jeg stadig bliver ved med at træne den nye sti (red: Kalder vi som en metafor de nye, sundere tankemønstre). Glemmer jeg det for mange gange, så minder mine indre ”medarbejdere” mig om, at det er tid til at lave coaching – men på en god måde, således at jeg ikke ryger tilbage i den gamle spiral.

Lydfilerne har for mig også haft en rigtig kraftfuld virkning. Jeg havde problemer med at sove og kunne derfor bruge lydfilerne til at falde i søvn til. Men jeg har også brugt dem meget i forhold til situationer, som jeg synes har været svære at tackle. Til sidst begyndte jeg at lave mine egne lydfiler, hvis jeg havde en bestemt situation, der blev ved med at dukke op. Den dag i dag lytter jeg stadig til dem. Både hvis jeg føler en uro, jeg ikke rigtig kan placere, eller hvis bare jeg har svært ved at sove. Det, der har gjort dette forløb så effektivt, er alle disse redskaber jeg har fået, som jeg altid kan tage frem, hvis jeg oplever en udfordring der er svær at tackle.

VI HAR KUNNET STØTTE HINANDEN

Fordi min mor selv har været igennem coachingforløbet, har min mor og jeg kunnet snakke om både processen og de forskellige værktøjer, hvilket har været enormt fedt. At kunne snakke med en anden omkring forløbet har gjort hele situationen meget mere naturlig – og har fået Neurocoaching til at føles lige så normalt som at gå til massør. Det betød også, at jeg blev endnu mere vedholdende med at lave øvelserne – også den dag i dag. For min mor resulterede mit coachingforløb i, at hun blev motiveret til selv at komme i gang igen med sine redskaber – og hun blev gjort opmærksom på, at hun var begyndt at gå de gamle stier igen.

På den måde har vi begge kunnet støtte og dele erfaringer med hinanden. Vi har grinet over de skøre redskaber og de symboler vi ser, og således har det været et sjovt og spændende forløb at være igennem. Der er ingen tvivl om, at forløbet har betydet, at min mor og jeg i fremtiden kan hjælpe og minde hinanden om vores redskaber fra neurocoaching. Nu er det slut for os begge med flere psykologforløb. Jeg er heller ikke bange for at falde tilbage i den gamle spiral igen, fordi jeg nu har redskaberne med i min rygsæk – og når jeg møder et bump på vejen, kan jeg finde dem frem.