HVAD ER “SÆRLIGT SENSITIV”?

Udtrykket “særligt sensitiv” blev lanceret i midten af 1990’erne af amerikaneren Elaine Aron. Og det blev hurtigt populært. For de fleste patienter med stress og angst syntes naturligvis, at det var  lidt mere værdigt at blive kaldt “særligt sensitiv” end “neurotisk”, som dengang var psykiaternes fagudtryk.

Der har dog siden været en større diskussion af begrebet i bl.a. Tyskland, hvor “diagnosen” afvises af langt de fleste forskere, der ligesom os tager udgangspunkt i hjernens biologi*

Så “særligt sensitiv” som et personlighedstræk, som vi skal acceptere som en præmis , er  i vores optik en såkaldt “husmoder-diagnose” uden videnskabelig tyngde.

Biologisk dækker “særligt sensitiv” nemlig “bare” over et overfølsomt stress- og alarmsystem. Og det er det, vi på typisk 3-5  sessioner hjælper vores klienter med at få styr på. Se klienthistorier her.

ÅRSAGERNE

Der findes rigtigt nok gener, der gør nogle af os mere følsomme for stress, angst og depression end andre. Men det eraltidvores erfaringer,  der skaber selve stressen eller angsten. Dvs. det er de mønstre, vi kopierer fra andre, og det vi oplever, der gør alarmsystemet overfølsomt. Ikke hverken gener eller medfødte personlighedstræk.

Eric Kandel fik i 2000 Nobelprisen for sit arbejde med hukommelsens plasticitet. Og han siger “Vi er dem, vi er, pga. det vi har lært, og det, vi husker” (både bevidst og ubevidst) **

Negative overbevisninger og tankemønstre, traumer og et forvrænget selvbillede er klassiske eksempler på det, vores underbevidsthed har lært og husker, indtil vi beslutter os forl at få ryddet op.

LØSNINGEN

Løsningen er ikke, at vi sætter labels som “særligt sensitive” på hverken os selv eller andre.

Løsningen er ved både børn og voksne at få ryddet op i både ydre og indre stressfaktorer, negative mønstre og traumer. Kombineret med en aktivering af hjernens ubevidste ressourcer. Det overbeviser hjernens beskyttelsesmekanismer om, at verden måske ikke er så farlig igen – og at vi sagtens kan håndtere den.

Når det er på plads, vil alarmniveauet (og dermed det “særligt sensitive” ) ganske automatisk falde til et normalt leje.

Det eneste afgørende er dog, at terapien sker på en måde, så alle de tre primære dele af hjernen (dvs. også de ikke-sproglige) forstår den. Almindelig samtaleterapi forstås kun af de 20% af hjernen, der er sproglig – og den fejler sjældent noget alligevel. Vi kører derfor processen på 3 parallelle niveauer, så alle dele af hjernen inddrages.

Og det er naturligvis også vigtigt, at de nye mønstre trænes, så de overtrumfer de gamle. Ellers bliver forandringen en kort fornøjelse.

EN UNDSKYLDNING

Vi har desværre set voksne bruge betegnelsen “særligt sensitiv” som undskyldning for ikke at gøre noget ved deres problemer, for “Sådan er jeg bare”. Hvad der selvfølgelig er noget vrøvl.

Og vi har ulykkeligvis også set forældre sætte “særligt sensitiv”-stemplet  på deres børn. For så slap forældrene for at tage stilling til de reelle problemer: Kommunikationen i familien  – og de dårlige mønstre hos forældrene, som børnene spejlede.

Vi kan ikke understrege nok, at det er vigtigt at  få problemerne frem i lyset. Så længe de holdes under et gulvtæppe af meningsløse “diagnoser”, vil de fortsætte med at skabe stress, angst, temperament,fald depression og sygdom. Og mønstrene kopieres typisk videre til næste generation.

Som en dygtig psykoterapeut engang sagde: “Det du er bevidst om, kan du gøre noget ved – det, du er ubevidst om, gør noget ved dig.”