DEN LIVSFARLIGE OFFERROLLE
Ved alle pattedyr har offerrollen vist sig at være en af de farligste stressfaktorer overhovedet. Den livsfarlige offerrolle ser ud til at være den direkte vej til stress, depression, misbrug, en lang række følgesygdomme og en for tidlig død. Læs mere om, hvad den livsfarlige offerrolle gør ved os, hvordan vi samler den op, hvordan vi vedligeholder den – og hvordan vi kan vælge at komme af med den igen.
HVILKEN HUND ER DU ?
I 1967 foretog den amerikanske psykolog Martin Seligman et opsigtsvækkende eksperiment. Han inddelte en række hunde i tre grupper, der alle enkeltvis blev spærret inde i bure. Den første gruppe var bare en kontrolgruppe, der blev holdt indespærret i forsøgsperioden. Dyrevelfærd var ikke så højt på dagsordenen dengang, så gruppe 2 og 3 var mindre heldige. Gruppe 2 blev udsat for elektrisk stød, men kunne dog selv stoppe stødene ved at betjene et håndtag. Gruppe 3 derimod fik også elektriske stød, men kunne intet gøre ved det.
Men det var kun første del af forsøget. Anden del bestod i at gruppe 2 og 3 (altså de to grupper, der havde fået stød) blev lukket inde i ens bure, som var 2-delte (se tegningen). De blev placeret i den ene halvdel af buret, hvor de fik stød, men de havde alle muligheden for at komme i sikkerhed i den anden ende af buret, hvor der ikke gik elektricitet igennem.
Og nu kommer det interessante. For som du måske allerede kan regne ud, reagerede de to grupper af hunde forskelligt. Hundene, der havde fundet ud af, at det nyttede at handle, tog nemlig action og hoppede over i den sikre side af buret. De hunde, der var blevet “trænet” i magtesløshed derimod….de indtog offerrollen og affandt sig med deres skæbne, selvom de med et lille hop kunne være kommet i sikkerhed.
Seligman kaldte tilstanden hos hundene i gruppe 3 for “Tillært hjælpeløshed” – dvs. offerrollen.
DEN LIVSFARLIGE OFFERROLLE SLÅR IHJEL
Endnu mere ekstremt ser man det hos gnavere, der har tabt en magtkamp. Nogle tager det meget nært, går i den livsfarlige offerrolle – og dør efter kort tid.
Andre er derimod bedre til at trykke på “gnaver-pytknappen”, tage action-rollen og komme videre.
TILLÆRT HJÆLPELØSHED OG DEPRESSION
Bl.a. Robert Sapolsky, professor i neurovidenskab ved det amerikanske Stanford-universitet, betragter depression som tillært hjælpeløshed. Dem, der er i depression, har i så lang tid stresset sig selv, at deres nervesystem har givet op (neurologisk er det en forgiftning med stresshormonet kortisol). Depression er da også typisk kendetegnet ved opgivenhed og apati – ligesom ved hundene i burene.
Noget tyder altså på, at lærer vi den livsfarlige offerrolle, stresser det hele vores system voldsomt. Med alle de sundhedsskadelige effekter, det medfører, såsom belastning af hjerte-karsystemet, kroppens aldringsmekanismer m.m. (læs mere om følgerne af langvaring stress HER).
FRA OFFER TIL ACTION – FORSØG MED MENNESKER
En ting er hunde og gnavere – men er der også lavet forsøg med mennesker?
Professor Ellen Langer fra Harvard foretog i 1979 et øjenåbnende forsøg: Hun bad en gruppe 75-årige mænd, meget afhængige af hjælp, om at samles i et hus og leve som var de 55-årige i 1959. Uden hjælp – og de måtte kun tale i nutid. Forudsætningen var, at de skulle klare alt selv. Allerede på andendagen var de alle aktive. Meningen med forsøget var, at de skulle føle sig i kontrol ved at tage kontrol. Og allerede efter en uge var der sket målbare ændringer i alt lige fra fingerfærdighed, fleksibilitet, bevægelseshastighed, blodtryk og kognition (evnen til at opfatte og bearbejde information). De havde også taget på i vægt, og de blev af udenforstående skudt til at være yngre end før. En deltager besluttede i forløbet, at han alligevel ikke behøvede en stok. 63% af dem oplevede en øget IQ. Også deres hørelse og deres syn blev bedre. Du kan læse mere om forsøget HER.
Så også her viste det sig, at det at få ansvar og tage ansvar, dvs. action-rollen, er afgørende for vores mentale og fysiske sundhed.
HVORDAN FÅR VI SÅ DEN LIVSFARLIGE OFFERROLLE?
Ligesom ved hundene og gnaverne, de gamle mænd og alle andre pattedyr danner vi mennesker offerrollen gennem erfaringer. Og jo tidligere, vi danner den livsfarlige offerrolle, jo dybere ligger den begravet i underbevidsthedens fundament.
Typisk starter den livsfarlige offerrolle ved, at vi
– enten kopierer den – typisk fra en af vores forældre.
– eller vi danner en række offererfaringer, f.eks. pga. tyranniske forældre eller mobning i skolen.
– eller vi har for overbeskyttende curlingforældre, der ikke giver os en chance for selv at tage action – og dermed lærer os offerrollen.
– og endelig kan den livsfarlige offerrolle forstærkes, hvis vi behandles som ofre af andre. F.eks. af sagsbehandlere, pædagoger, lærere, plejepersonale eller andre repræsentanter for “Systemet”, som ofte udvikler sig til en slags “Pseudo-forældre”.
Kopieringen af vores forældres offerrolle kan være en af årsagerne til at hele 64% (!!!) af kontanthjælpsmodtagere under 30 år iflg. Beskæftigelsesministeriet selv har haft minimum en forælder, der har været på kontanthjælp indenfor de seneste 25 år. Selv hos de 30-40-årige er det voldsomme 54%. Det er det, vi kalder social arv.
Alt, hvad vi træner, bliver vi gode til – det er en af de neurologiske grundmekanismer i hjernen. Så jo oftere, vi gentager offerrollen, og jo oftere, vi bekræftes af andre i, at vi er ofre, jo dygtigere bliver vi til at udfylde offerrollen.
MODSTAND MOD AT SLIPPE OFFERROLLEN.
Umiddelbart er der næppe nogen, der bevidst stiller sig op og siger: “Jeg vil være offer”. Men vi har en række primitive beskyttelsesmekanismer i nervesystemet, der kan give os en impuls om at flygte fra problemer eller “fryse” (dvs. gøre ingenting) ved en oplevet fare i stedet for at kæmpe. Det er dele af vores primitive Fight, Flee, Freeze-respons, som sidder i reptilhjernen.
Og hvis vi ikke har lært at undertrykke og styre de flugt- og frys-mekanismer, går det galt. Og det hele kan forstærkes af det, den amerikanske psykiater, Irvin Yalom betegner som en af de fire eksistentielle angster, nemlig angsten for frihed – ellere rettere angsten for det voksne ansvar, som altid følger med friheden. Læs mere om de 4 eksistentielle angster og angsten for frihed HER.
Vi ser derfor tit en voldsom modstand mod at slippe offerrollen hos specielt unge, voksne hjemmeboende – de er bange for at blive smidt ud af reden og skulle tage det voksne ansvar for deres liv, hvis de får det bedre. En del af deres nervesystem vil naturligvis gerne ud af depressionen – en anden del af nervesystemet har det fint med selv i voksenalderen at få lavet mad og vasket tøj derhjemme. I Italien kalder de det endda for kæmpebabysyndromet (bamboccioni).
Den samme modstand ser vi også ofte hos mennesker, der har været på offentlige ydelser i en lang periode. Selvom også de naturligvis ønsker at have det bedre, er de samtidig bange for, hvad der vil ske, hvis de får det så godt, at de skal stå på egne ben. For nogle viser trygheden i offerrollen sig i sidste ende endda at veje tungere end helbred og frihed.
SUNDHEDSSYSTEMET – GØR DIAGNOSER OS SYGE?
Når vi nu ved, hvor farlig offerrollen er, burde vi antage, at sundhedssystemet gør alt, det kan, for at fastholde folk med psykiske udfordringer i den sunde actionrolle. Men her ser systemet ud til i mange tilfælde at være bygget op om lige præcis offerrollen. Med det ufleksible diagnosesystem er den grundlæggende antagelse i systemet, at du er syg, når du henvender dig. Det er vældigt fint, hvis du har brækket benet, eller du har fået en infektion. Men skyldes din lidelse tankeuvaner og negative overbevisninger, hvad tror du så, det giver dig at få sat endnu en eller flere negative overbevisninger på dig af en hvidkitlet autoritet? Og hvad gør det ved mennesker i offerrollen at blive udsat for medicin, der piller ved afgørende kemi i deres nervesystem. Læs mere om det betænkelige i mange psykiske diagnoser HER.
En tankevækkende test af systemets fastholdelse af deres patienter i offerrollen blev udført af den amerikanske forsker David Rosenham i starten af halvfjerdserne. Her lod otte raske personer sig indlægge på psykiatriske afdelinger, men de kunne ikke slippe ud igen uden at måtte acceptere diagnosen skizofreni.
Selvom man kan indvende, at det skete for mange år siden, oplever vi også her hos os fra tid til anden horrible diagnoser, der fører til grotesk fejlmedicinering. Og alene den kendsgerning, at over 400.000 danskere udsættes for de såkaldte “lykkepiller”, er sigende. For de såkaldte “lykkepiller” er i flere undersøgelser dømt uvirksomme for 90% af alle patienter – men kan til gengæld give alvorlige bivirkninger (læs mere HER ) . Så det udstrakte brug (eller rettere misbrug) af de såkaldte “lykkepiller” viser, at den grundlæggende indstilling i sundhedssystemet, om at alle deres borgere er syge ofre, desværre stadig eksisterer mange steder.
VEJEN FRA OFFER TIL ACTION
Hvis dit grundlæggende problem er tankeuvaner, som det er tilfældet med de lidelser, vi har opregnet i venstre kolonne, så ser vi dig her hos os som grundlæggende rask. Derfor giver vi dig redskaber, så du SELV kan begynde at træne den sunde actionrolle og tage styringen med de dele af hjernen, der producerer dine følelser. Og husk hjernens grundlæggende regel om plasticitet, dvs. hjernens evne til at forandre sig: “Alt, hvad du træner, bliver du god til”.
Vi lærer dig samtidigt at afmontere offer-mønstret på en måde, så alle dele af hjernen forstår det. Oftest stammer mønstret nemlig helt tilbage fra før, hjernens sprogcentre var udviklet – det kan derfor ikke bare “samtales” væk.
Offerrollen er barnets mønster. Actionrollen er den voksnes mønster. Og vi kalder da også neurocoaching en frigørelse fra barnets mønstre og fra familiens mønstre, så du kan være den RIGTIGE dig. Være kaptajnen på dit eget skib i stedet for et blad, der viljesløst blæser for vinden, som en amerikansk coach så malende beskrev det.
KONTANT HJÆLP I STEDET FOR KONTANTHJÆLP
De mennesker, der er vant til en eftergivende sagsbehandler eller terapeut, der betragter dem som ofre, får nogle gange en opvågnen hos os – for vi giver dem ansvaret for deres liv tilbage. Det er derfor, vi mere sammenligner os med personlige trænere end terapeuter. For som vi lidt kontant formulerer det: “Vi er ikke interesserede i, hvordan du har det – til gengæld er vi meget interesserede i, hvad du gør ved det”. Kort sagt: Actionrollen.
Neurocoaching er – ligesom alle andre træningssystemer – ikke for alle, men accepterer du actionrollen, får du til gengæld muligheden for en forandring, vi ikke har set i nogen andre behandingsformer – oftest hurtigt og til en overkommelig pris. Og du behøver ikke engang at tro på os – du kan nøjes med at tro på vores klienter. Læs deres personlige historier HER.
LITTERATUR
Seligman, M. E. P. (1975). Helplessness: On Depression, Development, and Death. San Francisco: W. H. Freeman.
Robert Sapolsky:” Why Zebras Don’t Get Ulcers”
Foredrag: Stanford’s Robert Sapolsky On Depression
Professor Ellen Langer: “Counterclockwise. Du kan også læse mere om forsøget med de ældre mænd her:
Beskæftigelsesudvalget under Beskæftigelsesministeriet. http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/beu/spm/207/svar/1378975/1717373.pdf
Peter Gøtzsche: “Dødelig Psykiatri og Organiseret Fornægtelse”
