FOBIER

Mange er i tvivl om, hvad forskellen er på angst og fobier. Lad os derfor starte med at definere de to.

FORSKELLEN PÅ ANGST OG FOBIER
Angst er en mere uspecifik flugtimpuls, hvor du enten ikke aner, hvad en del af din hjerne er bange for – eller hvor der er tale om noget ret abstrakt, som f.eks. angsten for at blive gammel, angsten for ikke at være god nok eller angsten for at dø. Angsten er med andre ord en tilstand, som kan risikere at følge dig ret konstant, uanset hvor du er.

En fobi er også en flugtimpuls, men den udløses i modsætning til angsten af et bestemt sanseindtryk, f.eks. et fly, en edderkop, en elevator, mange mennesker, en åben plads, en bestemt lyd eller lignende. Så fobien mærker du typisk kun noget til, hvis du støder på genstanden for fobien – eller hvis du tænker på den.

Der er et hav af fobier – lige fra eksamensangst til flyskræk. Men biologisk set er det samme mekanisme. Og det gør dem heldigvis nemme at fjerne.

DER SKAL VÆRE 2 TING TILSTEDE
Der skal være 2 ting til stede for, at du kan danne en fobi:

1. En generelt for følsom stressmekanisme, hvor årsagerne typisk ligger langt tilbage i tid.
2. Et konkret traume, dvs. en konkret situation, hvor du oplever både et chok og en følelse af magtesløshed.

Lad os tage dem hver for sig:

DEN OVERFØLSOMME STRESSMEKANISME
Som du kan læse på siden om Den Biologiske Stressmodel (link), så dannes din grundlæggende robusthed eller sårbarhed i 0-6-års-alderen – ud fra, hvad du  kopierer eller reagerer på i dine omgivelser. For i den alder danner du din  grundlæggende overbevisning om dig selv (”Er jeg god nok eller ej?”) og om din omverden (”Er verden tryg eller farlig?”). Og de to konklusioner fungerer som de briller, du resten af livet ser dig selv og din omverden igennem (hvis du altså ikke får gjort noget ved det).

Og er du kommet til at danne negative konklusioner om dig selv og din omverden, bliver din indre alarm, stressmekanismen, for følsom.

Din indre alarm er beregnet til at gå i gang, hvis dit liv eller helbred (eller identitet) er i fare. Dvs. hvis der f.eks. er en løve efter dig, eller der er hungersnød.

Men er du kommet til at fortælle amygdala, at du er svag, og at alt er farligt, så risikerer den også at tænde alarmen ved noget, der er helt og aldeles ufarligt, f.eks. en mus eller en kat (se mere i artiklen om din indre alarm (link))

Er din indre alarm for følsom, er det derfor lidt tilfældigt, hvad der lige kommer til at udløse den. Ligesom både en flue, en edderkop og en undulat kan sætte gang i en husalarm, der er for følsom.

DET KONKRETE TRAUME
Kommer du ud i en situation, hvor hjernecentret amygdala vurderer, at dit liv eller helbred eller identitet er i fare, så danner den præcis det lille stykke hukommelse på en helt anderledes måde end normalt og “støber” i løbet af de næste timer hukommelsen i en slags “proteinbeton”, så den er meget svær at komme af med igen. Og så har du et traume.  Alt sammen med det positive formål at beskytte dig mod en lignende fare. Så du f.eks. ikke går hen og klapper den samme tiger, der lige har spist din ene arm.

Det lyder jo meget fornuftigt. Men fordi det stykke hukommelse sidder så godt fast, kommer det også til at give fejlalarmer. Vi kalder det 90/10-reglen: Når bare 10% af den oprindelige situation kommer frem, fremkalder den 90% af følelsen. For amygdala afmærker ikke bare selve det, den oplever som farligt, men også en del andre ting i situationen. F.eks. markerer amygdala måske ikke bare tigeren, men også tigerburet som farligt – eller måske zoologiske haver eller kattedyr helt generelt.

PRIMÆRE OG SEKUNDÆRE TRAUMER
Hvis du selv har oplevet den traumatiske situation, kalder vi det for et primært traume. Men du kan også få et traume af bare at se noget i fjernsynet, høre en historie eller se andre blive bange – det kalder vi for et sekundært traume.

Så har du f.eks. selv oplevet en virkeligt ubehagelig flyvetur, kan det sætte sig som et primært traume. Men vi har også oplevet en klient, der fik sit traume ved at se 9/11-flyene drøne ind i World Trade Center i 2001. Og vi har haft flere klienter, der fik deres flyskræk ved at se et af deres familiemedlemmer gå i panik på et fly. Så her var der tale om sekundære traumer.

FOBIERNES ART OG STYRKE
Fobier er som nævnt rent biologisk ens, uanset om fobien bare er lidt småirriterende – eller den decideret ødelægger dit liv. Så den overordnede løsning er den samme.

Der er derfor ikke nogen fobi, der er “for slem” til, at vi ikke kan klare den – bare du  yder den krævede indsats. Både problemet og løsningen er heldigvis ren biologi.

SYMPTOMBEHANDLING OG ÅRSAGSBEHANDLING
Den mest alvorlige fejl, vi ser i behandlingen af fobier er, hvis behandleren kun tager fat i selve fobien. For selv hvis det lykkes at fjerne fobien, er din indre alarm jo stadig for følsom. Og derfor er det bare et spørgsmål om tid, inden enten den samme fobi eller en anden fobi dukker op igen.  Ligesom du jo heller ikke løser problemet med en overfølsom alarm ved bare at fjerne fluen – for i morgen kommer der bare en ny flue eller edderkop.

SÅ HVORDAN HJÆLPER VI DIG MED DIN FOBI?
Overordnet set hjælper vi dig i 3 trin:

1. Selve traumet kan du sammenligne med et stykke software i en computer. Du kan ikke slette det, men vi viser dig, hvordan du kan overtrumfe det.

2. Vi hjælper dig med at opnå den robusthed, der gør, at traumet ikke kommer igen.

3. Endelig hjælper vi dig også med at ændre de små ”hjernefiler”, der triggede din indre alarm. Typisk ligger de som billeder, små lydfiler eller kropslige fornemmelser.

EKSEMPEL 1: PIGEN DER BLEV REDDET AF JUSTIN BIEBER
Et godt eksempel var den 7-årige pige, der var bange for at køre i bil med sin mor, når det var mørkt. Årsagen var, at de var kørt galt i mørke nogle måneder forinden. Så her var mørke + bil + mor nok til at aktivere alarmen.

Pigen overskrev traumet ved at visualisere, at hun blev reddet af Justin Bieber og hans privatfly. Det lyder måske lidt underligt for os andre, men det var præcis det, der gav mening for den del af hendes hjerne, hvor angstcenteret sad.

EKSEMPEL 2: EDDERKOPPEN MED DE RØDE GUMMISTØVLER
Ved en pige med edderkoppefobi lavede vi hendes uhyggelige, indre billede af edderkoppen om, så den i stedet fik læbestift og 8 røde gummistøvler på.

Det nye, indre billede gjorde, at hun derefter var i stand til at håndtere selv de edderkopper, som hendes mor ikke havde lyst til at komme i nærheden af. Og da hun efterfølgende var i zoologisk have, lod hun endda uden problemer en kæmpe fugledderkop kravle rundt på sig.

LENES HISTORIE:

”JEG ER NU MIN EGEN HELT”

Lene ville gerne have hjælp i forhold til sin voldsomme fobi for katte.

Lene flyttede sig på 4 sessioner (+ en forsession) fra 10% til 90% af sit mål. Allerede på 1. session løftede hun sig fra 10% til 50%.

Forløbet tog i alt 17 timer inkl. 1 års opfølgning

Hun flyttede sig i processen fra 48 til 84 på den internationale trivselsskala WHO5, der går fra 0-100, og hvor depressionsgrænsen ligger på 35 og det danske gennemsnit er på 68.

Du kan læse mere om WHO 5-skalaen her:

Her Lenes egen feedback 18 måneder efter sidste session:

JEG HAR VÆRET BANGE FOR KATTE, SIDEN JEG VAR HELT LILLE
Jeg har været bange for katte, siden jeg var helt lille. Jeg kan faktisk ikke huske en verden og en hverdag, hvor det ikke har fyldt for mig.

”LYKKEPILLER” OG PSYKOLOGTIMER
Da jeg var omkring 15 var det så slemt, at jeg ikke turde gå udenfor uden en voksen. I bedste mening sendte mine forældre mig til egen læge, der udskrev en recept på såkaldte ”lykkepiller”.  Og i forbindelse med dette blev jeg tilbudt 10 psykologtimer. Jeg fik det bedre, men I det øjeblik jeg stoppede med pillerne, var angsten tilbage og faktisk i højere grad end før.

Så blev jeg voksen og flyttede hjemmefra. Fra tid til anden forsøgte jeg mig med hypnose, samtaleterapi og andre former for behandlingsmetoder. Jeg mødte mange søde mennesker, der havde de bedste intentioner om, at de kunne hjælpe mig, men ingen kunne give mig det, som jeg virkelig manglede: Konkrete redskaber, når jeg står overfor det, som triggede min angst.

For mit største problem med min fobi var egentlig omkring min evne til at kunne opretholde en hverdag. Hvis jeg havde set en kat på en vej, så cyklede jeg bare en ny vej dagen efter. Hvis et familiemedlem fik en kat, så stoppede jeg med at besøge dem. Og så videre og videre. Til sidste havde jeg afskåret mig selv fra rigtigt mange ting og fra rigtigt mange relationer.

VENDEPUNKTET: DA BARNEVOGNEN VÆLTEDE
Inden jeg kontaktede Dansk Center for Neurocoaching var jeg nået til et punkt, hvor vinduer og døre ikke kunne være åbne. Jeg kunne ikke gå på legepladsen med mine små piger. Og jeg løb fra mit lille barn, fordi der kom en kat gående mod os. Det som står som absolut vendepunkt for mig, var da jeg en dag, mens jeg var ved at putte mit yngste barn til lur i sin barnevogn blev overrasket af en kat lige udenfor vores vindue.  Jeg blev så overrasket, at jeg råbte op, og i panik hev så hårdt i barnevognen, at den væltede. Heldigvis havde vi en god barnevognssele, og min datter var okay. Men erkendelsen af, at jeg faktisk ikke var i stand til at passe ordentligt på mine piger, var et vendepunkt.

Da jeg kom i kontakt med Dansk Center for Neurocoaching blev jeg sat i forbindelse med en meget dygtig coach, Birgitte – og sammen fik vi sat et mål for mig. Et mål der skulle være det, som jeg sigtede efter: Jeg skulle være min egen helt. Med stærk inspiration fra Katy Perrys sang: ”Roar”, hvor hun synger: ”I went from zero to my own hero”. Og så gik vi i gang.

Når jeg sidder her ”på den anden side”, så er det svært at skelne samtalerne fra hinanden. Det er svært at beskrive, lige præcis hvornår jeg mærkede forandringerne. Men gennem samtalerne blev jeg præsenteret for en lang række redskaber, som Birgitte efterfølgende sendte til mig. Redskaber som jeg printede ud og kunne bruge, når jeg i hverdagen stod over for en udfordring – mødet med en kat. I starten skrev jeg dagbøger hver dag, som jeg sendte til Birgitte.  Det betød, at jeg fik den daglige træning af alle mine nye redskaber.

VI HAR ALTID ET VALG
2 sætninger står fortsat meget tydeligt for mig. Den ene er, da Birgitte sagde: ”Alle svar ligger inde i dig selv”. Jeg havde i lang tid – i mange år forsøgt at kaste skylden for min angst på alle andre. Det var andres skyld, når jeg blev bange. Igennem dette forløb lærte jeg, at jeg faktisk havde alle svar inde i mig selv. Jeg blev nødt til selv at tage ansvar, hvilket netop var blevet en mulighed for mig, fordi jeg gennem Neurocoachingen fik fundet alle mine egne ressourcer frem.

Den anden sætning var lige så enkel og lige så betydningsfuld, da jeg fik at vide: ”Husk, du har altid et valg”. Jeg blev mindet om, hvad jeg selv kan kontrollere, og hvad jeg ikke har indflydelse på. Det hjalp mig meget med at holde fokus. Både i forbindelse med min bearbejdelse af min angst, men det er i høj grad også noget, som jeg bruger i min hverdag og i mit arbejdsliv nu.

I DAG ER JEG SLUPPET AF MED MIN FOBI
I dag er jeg sluppet af med min fobi. Jeg kan gå udenfor uden at være bange. Jeg kan være sammen med mine piger udenfor. Jeg kan have vinduer og døre til at stå åbne og meget andet. Men vigtigst, så minder jeg dagligt mig selv om mit mål: Jeg skal være min egen helt. Og det arbejder jeg ud fra hver dag. Jeg skal være min egen helt, jeg skal være tro mod mig selv. Og det kan jeg nu, fordi jeg fik ressourcerne til det gennem mit forløb med Neurocoaching.