FØLGER DU FLUESTRATEGIEN ELLER MENNESKESTRATEGIEN?
Vores hjerne er indrettet på den måde, at så snart vi har indlært en vane, som f.eks. at køre bil eller cykle, så overtager en anden del af hjernen, nemlig den ubevidste hukommelse i hjernecentret striatum. For så er vores bevidste del af hjernen igen fri til at lære nye ting.
Og det ville da også være belastende, hvis vi på en cykeltur hele tiden skulle fokusere på “Højre fod ned samtidig med venstre fod op, hold hænderne på styret, træk kroppen lidt til venstre, hvis du mærker tyngdekraften i højre side, kig til højre, ligeud og venstre efter mulige forhindringer” osv.
Så ville vi være mentalt udkørte efter 10 minutter på jernhesten.
Men lige som med så meget andet har vores indlæring af vaner BÅDE en upside og en downside. For når vi først har indøvet vanerne, sidder de forbistret godt fast – og vi har ofte en modstand mod at slippe dem igen. For der er noget trygt i vaner- også selvom vanerne hedder angst, stress, offerrolle eller spiseforstyrrelse.
Og det gør, at vi mennesker tit ender med en vanetænkning, der ødelægger både vores sundhed og vores livskvalitet.
Vanetænkning giver os også organisationer, der kun ændrer sig, når de er absolut tvunget til det.
Bare se på vores uddannelsessystem, vores plejesystem og vores sundhedssystem, der i stedet for at nytænke og bruge ny forskning ofte bare siger “Hov, det virker ikke – giv os flere penge, så vi kan gøre mere af det samme”.
Vanetænkning var årsagen til, at lægerne blev ved med at bruge livsfarlig åreladning 300 år efter, at metoden var blevet videnskabeligt forkastet.
Og vanetænkning er årsagen til, at vores sundhedssystem kritikløst bliver ved med at uddele medicin, hvis eneste virkning er bivirkninger.
Det er den lammende vanetænkning, Neurocoaching hjælper klienter og organisationer at gøre op med.
Overvej derfor, hvem af de to i historien, du helst vil være i dit liv: Pigen eller fluen….
———————————–
DEN LILLE PIGE OG FLUEN
Da den lille pige gik ud i sit køkken, kunne hun se en flue, der desperat prøvede at komme ud ved igen og igen at kaste sin lille krop mod den samme rude.
Pigen var den venlige type, der ikke kunne gøre en flue fortræd, så hun gik hen og åbnede vinduet ved siden af – for det kunne åbnes.
“Her, lille flue – du skal bare flyve ud her“, fortalte hun fluen.
Men fluen blev bare ved med at kaste sig mod den samme rude.
“Hvorfor flyver du ikke ud her – her er åbent?” spurgte pigen – nu mere insisterende
Men så fortalte fluen stakåndet, at nu havde dens familie i generationer gjort det samme. Og den kom med en masse undskyldninger for, hvorfor den skulle blive ved med at gøre det samme. Den havde nemlig følt, at dens forældre gav dens 2 mio. søskende mere opmærksomhed. Og den ros og omsorg, den trods alt havde fået, havde den fået, når den ligesom sine søskende havde kastet sin krop mod lukkede ruder.
Den lille pige lyttede tålmodigt, og sagde så: “Min far siger, at gør du det samme, får du det samme. Og hvis du vil have et andet resultat, så skal du gøre noget andet”
“Det lyder utrygt” svarede fluen, der var ved at blive godt træt, men stædigt holdt fast i sin flue-strategi. Tanken om at skulle foretage et selvstændigt valg var simpelthen for skræmmende. Og hvad ville de andre fluer tænke?
Pigen sukkede opgivende, men lod vinduet stå åbent, hvis nu fluen kom på bedre tanker.
Dagen efter fandt hun den død i vindueskarmen.
—————
Det spørgsmål, vi derfor alle skal stille os selv: Følger vi fluestrategien eller menneskestrategien? For den afgør om vi finder vejen ud i friheden eller vi langsomt dør i vindueskarmen.
Og overvej, hvordan Neurocoaching måske kan hjælpe dig på vej.
