HUMAN ADFÆRDSBIOLOGI
Human adfærdsbiologi betragter mennesket som bare en af mange dyrearter. Derfor kigger forskerne på dette felt på både neurologiske og adfærdsmæssige ligheder og forskelle mellem mennesker og primært andre pattedyr.
Det klassiske spørgsmål i human adfærdsbiologi er: “Why did the chicken cross the road?”. Dvs. hvorfor krydsede kyllingen vejen? Startende med dens visuelle input, der sætter gang i hjerneaktivitet, fremkalder mønstre og erfaringer, som tilsammen får den til at træffe sin “beslutning” . Men også de bagvedliggende faktorer bliver gransket: Hvad betyder kyllingens opvækst for dens beslutning om at krydse vejen. Og hvad med hjernens receptorer, synapser og hvad med generne og epigenetikken?
Men hvad har sætningen med dig at gøre?
Hvis du erstatter sætningen “Hvorfor krydsede kyllingen vejen?” med “Hvorfor fandt jeg mig i min ekskæreste?” eller “Hvorfor oplever jeg angst?”. Så giver human adfærdsbiologi måske mere mening. Den giver forklaringer – og det er mange af de biologiske forklaringer, der har inspireret os indenfor neurocoaching til konkrete løsninger på vores klienters problemer.
Mange af pointerne i human adfærdsbiologi har vi allerede gennemgået under de andre videnskabsretninger. Men der er dog stadig et par relevante:
BALANCE ER AFGØRENDE
En stor del af både nervesystemet og kroppen fungerer ved at være i balance. Er din kropstemperatur 10 grader for høj, er det lige så farligt, som hvis den er 10 grader for lav. På samme måde er for lidt angst lige så farlig som for meget angst. For os drejer det sig derfor hverken om at FJERNE din angst eller stress eller temperament, men om at få dem tilbage i den sunde ligevægtstilstand.
STRESS ER FÆLLESNÆVNEREN
I venstrekolonnen kan du se en lang række lidelser, vi hjælper vores klienter med. Det er ikke fordi, vi kan en masse forskellige ting. Årsagen er, at de fleste af lidelserne er neurologisk tæt forbundne. Og fællesnævneren er kroppens stresssystem.
Kroppens stresssystem er beregnet på at sætte kroppen i alarmberedskab, hvis vi er i fare. Den flytter ressourcer fra bl.a. vores logiske tænkning, fra hukommelsen, fra immunforsvaret og fra vores reparationssystem ud i musklerne og alle de funktioner, vi har brug for for at kunne kæmpe eller flygte.
Det er i princippet meget sundt – og er ikke anderledes end i en zebra.
Forskellen er, at zebraens stresssystem kun går i gang, hvis den er i fysisk fare, f.eks., når den bliver jagtet af en løve. Efter en halv time falder hele systemet til ro igen.
Ved os mennesker er det anderledes. Vores tænkende hjerne er nemlig ikke bare vores største velsignelse, men også vores største forbandelse. For vi kan stresse os selv 24/7.
En zebra kan ikke få stress ved at tænke “Sidder mine striber nu rigtigt?” Eller “Puha – hvad siger førerzebraen, hvis jeg nu ikke når at spise alt det græs her i dag”. For en zebras hjerne er ikke avanceret nok til den slags overvejelser. Vi mennesker derimod kan stresse os selv konstant med negative overbevisninger og forventninger. Og ligeså gavnlig stresshormonet kortisol er, når vi skal flygte eller kæmpe, lige så skadelig er kortisolen, hvis vi ikke kan slukke for den igen. Både lavt selvværd, angst, temperament, sorg, ulykkelig kærlighed og fobier giver stress. Og stress giver angst, fordi stressen er ubehagelig og derved sætter gang i vores angstmekanisme. Og får kortisolen frit løb, så ødelægger den vigtige receptorer og neuroner, så resultatet bliver depression. Så som du kan se, hænger det hele sammen – med stressen som den forenende faktor.
Læs mere på stresssiden HER.
