RO I HOVEDET

Læs her Christinas egen beretning om hendes personlige vej fra stress og frygt for at fejle til overskud og ro.

STRESS
Jeg var bange for at gå ned med stress……
Jeg er vant til at bære meget, men pludselig stod jeg med nyt, krævende job, og mit privatliv væltede. Jeg stod midt i et brud, hus der skulle sælges, bolig skulle findes –  og med spørgsmålet, hvordan jeg kunne skåne mine børn bedst muligt. Men det største problem, jeg stod med, var, hvordan jeg kunne holde koncentrationen i mit nye job. Det mest banale var det allerstørste: Kunne jeg holde koncentrationen til at sætte mig ind i et helt nyt job, som desuden indeholdt store krav til at sætte sig ind i masser af læsestof? Jeg frygtede pludselig, at det kunne fejle – der var jo ingen at læne sig op ad. Det nemmeste ville være at reparere stumperne og så deale med alt andet senere, men det ønskede jeg ikke, så hvordan kunne jeg finde den rigtige ende, modet og komme videre?
Min erfaring havde gang på gang vist mig, at nogle gange var det bedst at tage problemerne ét af gangen. Starte med at spørge ”Kan jeg gøre noget ved det?” – og så ellers videre.
Nu var jeg ramt af både “Hvad bør jeg gøre?”, “Hvad kan jeg gøre?”og “Hvordan kommer jeg bedst ud af det her?”  -og på samme tid ønsket om at få en god start på mit nye job.
 
JEG HAVDE BRUG FOR ET QUICK FIX
Jeg kontaktede egentlig neurocoaching, fordi det appellerede til mig. Jeg var faldet over deres hjemmeside ved et tilfælde flere år før og havde fundet det spændende. Jeg havde aldrig selv fået andre former for hjælp, men havde set andre deltage i lange og langsommelige forløb med tvivlsomme resultater. Jeg havde brug for værktøjer og ro i hovedet – et rigtigt quick fix. For jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde oplevet værre ting i livet. Jeg havde brug for ro til at være på det rette sted på rette tidspunkt.
Jeg trængte til at kunne mærke, at jeg elskede mit liv – noget jeg ikke havde følt i flere år. Den her gennemgribende glæde ved bare at være.

DER KOM TING FREM, SOM JEG IKKE ANEDER, VAR DER
Jeg startede hos Birgitte, og selv med min skepsis var det utroligt let og naturligt. Vi havde først en længere samtale på telefon og mødtes efterfølgende 2 gange. Det lyder af utroligt lidt, og sådan føltes det også. Jeg er meget visuel, og dette lærte jeg at bruge meget aktivt. Alle tre møder var faktisk ret drænende. Der kom ting frem, som jeg ikke anede, var der, og de ting jeg umiddelbart havde troet ville fylde, var faktisk lidt ligegyldige. 
På baggrund af vores snakke udarbejdede Birgitte mit hjemmearbejde, mine lydfiler. De var supereffektive, og overraskelsen var stor, da jeg efter en kort periode med afspilningen ikke længere kunne relatere mig til dem. Nu kan man tænke, at det så var fordi, de ikke virkede, men det var præcis det, de gjorde. Desuden havde jeg nogle visuelle billeder, som jeg benyttede, og stadig benytter. 
Selv i arbejdsmæssigt svære situationer kan jeg nu visuelt flytte mig, og samle energi, overskud og overblik. På den måde tager jeg ikke konfrontationer ind og gør dem personlige. Af og til lytter jeg stadig til mine filer – og undres.

MIN STØRSTE LÆRING
Min største læring har været ikke at bruge tid, ærgrelser og tanker på det, der ikke kommer mig ved. Ikke gøre andres problemer til mine. Det, at andre opfører sig på en bestemt måde overfor dig, har en bestemt holdning mod dig eller taler om dig på en dømmende måde, har sjældent noget med dig at gøre. Det er uanede ressourcer, der frigives herJ

I dag har jeg fundet overskud, ressourcer til igen at gå efter mine drømme – og have fokus på mig og mine behov. Jeg kan nu kende mig selv igen, og elsker at sætte mål og indfri dem. Jeg har kastet mig over rejser og interesser, der har været på hold i alt for mange år. Og jeg glædes over at opdage nye spændende eventyr, jeg skal udforske. Med tiden er det gået op for mig, at jeg sjældent læner mig op ad nogen – jeg kan bare godt lide tanken om at der er nogen.
Jeg har også fået værktøjer, der forsat skubber mig, udfordrer mig – og jeg undres og flytter mig hele tiden. Det er uden tvivl den største og dejligste bonus. Selvom jeg ikke er typen, der græder over spildt mælk, kan jeg af og til få den tanke at jeg har spildt år på detaljer, der var ligegyldigt. 
 
Bedst af alt er at vågne og bare mærke, at ”Livet er fedt – lev det”.