Som børn kopierer vi ukritisk vores forældre. Det er derfor, vi mennesker lærer så formidabelt hurtigt. Men vores hjerner er i den alder desværre ikke udviklet nok til at kunne sortere . Så vi kopierer ikke alene alle de gode ting – men også alt det usunde og destruktive som angst, stress, depression, sortsyn, offerrollen osv. Som cellebiologen Bruce Lipton siger “Indtil vi er 7 år gamle, er vi som en computer på uendelig download”. (1)
(1) PhD Bruce Lipton-seminar, København 2014
Og alt det, vi suger ind i den alder, sætter sig i resten af vores liv som ubevidste mønstre, som ligger langt, langt udenfor vores bevidste kontrol. Ja, faktisk tyder meget iflg. Bruce Lipton på, at når disse ubevidste mønstre aktiveres, slår vores bevidsthed fra, så vi ikke selv bemærker, at vi er styret som viljesløse marionetter af disse gamle uvaner. Også de små stykker “software”, som vi danner i forbindelse med traumer, eller hvis vores forældre ikke behandler os hensigtsmæssigt, lægger sig i denne ubevidste del af hjernen udenfor vores kontrol.
Så gør vi ikke noget ved det, giver vi med næsten statsgaranti det, som vi har kopieret fra vores forældre, videre til vores børn – uanset om det er angst, stress, depression, sortsyn, offerrollen, aggressiv adfærd osv.
Denne sociale arv er f.eks. hovedårsagen til, at en trediedel af alle børn af kontanthjælpsmodtagere selv ender som kontanthjælpsmodtagere.
ALLE FORÆLDRE GØR DET BEDSTE DE KAN, MEN….
Vi har en god huskeregel indenfor neurocoaching:
“Alle forældre gør det bedste, de kan, men med de ressourcer, de har”
Og vi vil naturligvis alle gerne være verdens bedste forældre. Men vi mangler bare oftest den viden og de redskaber, der skal til for at blive det.
HVAD KAN VI GØRE FOR AT BESKYTTE VORES BØRN MOD NEGATIVE FAMILIEMØNSTRE
Antallet af børn, der kommer i psykiatrisk behandling er steget eksplosivt de seneste år.
På overfladen giver det mening: Forældre, der gerne vil deres børn det bedste og et sundhedssystem, der står parat til at hjælpe.
Men ser vi på, hvad der reelt foregår, er udviklingen skræmmende. For problemet ligger aldrig i barnet – problemet ligger altid i systemet, dvs. familien. Barnet spejler bare forældrene. Men ved at lade en psykiater bedøve deres barn med ofte farlig medicin, slipper forældrene for at kigge indad. Og sygeliggørelsen af barnet gør oftest bare tingene meget værre for barnet og giver det et forvrænget selvbillede, der typisk giver det livslange problemer med stress,angst og depression.
DEN GODE NYHED
Hvis forældre ringer til os vedr. terapi og coaching til deres børn, beder vi derfor tit forældrene om at kigge på sig selv først. For nogle forældre er det så grænseoverskridende, at kompasnålen pludselig peger på dem, at det at sygeliggøre deres barn og fylde det med unødvendig medicin ender med at blive det mindste onde. Dem hører vi ikke fra, og her tillader forældrene desværre den sociale arv at gå uhindret videre til næste generation.
De fleste forældre har dog heldigvis både fornuft og mod nok til at tage fat i deres egne problemer, som barnet bare spejler. Til glæde for både dem selv, deres børn og resten af familien. Og tit behøver vi så slet ikke se barnet, da det så også spejler forældrenes positive udvikling.
I vores øjne er ingen af de ovennævnte syge. Der er bare hos os alle sammen en stak tankeuvaner, som holder os tilbage fra at udnytte vores potentiale. Og med den viden, vi har i dag, er det en relativt enkel procedure at gøre os fri af dem – og dermed sætte både os selv og vores børn fri.
HVOR TIDLIGT SKAL DU SÆTTE IND
Svaret er enkelt: Jo før, jo bedre. Allerede i graviditeten overføres moderens stress via stresshormonet kortisol til fosteret – det er den såkaldte prænatale stress. Det er “livets” måde at forberede fosteret på, hvilken verden, der venter det: Er det en tryg verden eller en farlig verden. Og sker det i specielt de sidste 6 måneder af graviditeten, vil det oftest påvirke barnet resten af livet med en reduceret stresstærskel og et overfølsomt angst- og aggressionscenter.(1)
(1) Professor Robert Sapolsky “Why Zebras Don´t Get Ulcers”
CASES OG EN KENDT SANGERS ERKENDELSER
Vi har nok her i firmaet aldrig prøvet at hjælpe en forælder, hvor det ikke smittede synligt af på børnene. Og ofte har effekten på forælderen været så stærk, så vi bagefter slet ikke behøvede at hjælpe barnet eller børnene.
Et af de mere dramatiske eksempler var drengen, der stammede. Da vi lærte hans mor at udstråle ro i stedet for den stress, som mange af os voksne sikkert udstråler, forsvandt hans stammen. Eller teenagepigen med mareridt. Så snart forælderen fik hjælp til sin kærestesorg, forsvandt samtidig datterens dårlige drømme.
ROBBIE WILLIAMS
Hører du en af de populære musikkanaler, har du sikkert hørt Robbie Willams’ hit fra 2016: “I Love my life”.
Den handler lige præcis om, hvordan den største gave, vi kan give vores børn, er at sætte os selv fri fra de mønstre, vi har med os, så vi ikke giver dem videre til dem
Og om hvordan vores største mål som forældre er at kunne give vores børn et selvværd og en positivitet og en action-indstilling med i baggagen, så de en dag med overbevisning i stemmen kan fortælle os: “Jeg elsker mit liv, jeg er stærk, jeg er smuk, jeg er fri” . Eller som Robbie Williams udtrykker det: “I love my life – I am powerful, I am beautiful, I am free”.
Da Robbie Williams optrådte i RTL Late Night i november sidste år i forbindelse med lanceringen af sangen, fortalte han, at sangen handlede “…om positivitet og at få mest ud af livet. Jeg har en søn, Charlton Valentine, og en datter, Theodora Rose Williams. Jeg har været på rehab 2 gange og har fået en masse terapi. Jeg fandt ud af, at hvad der sker med dig, når du bliver ældre, skyldes det, der skete, da du var barn. Så denne sang er om håb og om at sprede positivitet i stedet for negativitet.”
Se den eller gense den her:
https://www.youtube.com/watch?v=v7YVEUhEW2w
Så hvis Robbie Williams har modet til at konfrontere sin sociale arv, hvad holder så dig tilbage?
