TRAUMEBEHANDLING

STRESS STARTER ALLEREDE I MORS MAVE – DEL 3
Året er 1944. Nazisterne holder stadig det meste af Europa i et jerngreb. De er trængt af amerikanerne og englænderne i vest og af russerne i øst. Men det gør dem bare endnu mere desperate. Til gengæld vejrer den hollandske modstandsbevægelse – ligesom også den danske – endelig morgenluft her i 1944. Modstandsbevægelsen bliver derfor dristigere og dristigere med bl.a. sabotage mod de jernbaner og de fabrikker, der er afgørende for den tyske krigsmaskine.

Tyskerne har til gengæld vist, at de er ligeglade med menneskeliv, så straffen er hård. Så efter at også en jernbanestrejke er kommet til, stopper tyskerne stort set al forsyning af mad til den hollandske civilbefolkning. Og der går ikke lang tid, inden nøden breder sig.  Hver hollænder har kun anslået 400-800 kalorier til rådighed pr. dag – og en voksen person skal helst have mellem 2000-2500 kalorier dagligt. 16-20.000 døde af sult som følge af katastrofen.

Som vi jo ved, tabte nazisterne heldigvis krigen, og også Holland blev befriet. Men for nogen var krigen ikke forbi. Der var nemlig naturligvis også en masse kvinder, der var gravide i hungerperioden. De var sikkert lettede over at kunne føde deres børn ud i en verden, hvor der igen ikke bare var mad, men også udsigt til fremgang og vækst.

FOR NOGLE STOPPEDE KRIGEN ALDRIG
Men det viste sig ikke at være så enkelt. For sulten havde også påvirket fostrene og havde sat en række epigenetiske* (se forklaring nedenfor) mekanismer i gang, der havde tændt og slukket for en række gener, så de var rustet til at komme ud i en farlig verden med mangel på mad.

Og det er jo – i princippet – smart nok, at vi gennem vores gravide mors tilstand, forbereder os på det liv, vi skal ud til, når vi har ligget og skvulpet rundt i ca. 9 måneder. Har vi som fostre registreret, at der ikke kommer nok mad, indretter vi os på at bruge energien så effektivt som muligt. Og svømmer vi rundt i mors stresshormoner, er vi forberedt på, at det er en barsk verden, vi kommer ud til

Men verden ændrer sig jo. Og det viste sig, at de fostre, som havde forventet at komme ud til en hungersnød, men i stedet kom ud til masser af mad og vækst, nu var ilde stedt i stedet for at have en fordel. For med deres supereffektive stofskifte, tog de jo på, bare de kiggede på et stykke hollandsk tørkage. Og med deres følsomme alarmsystem, skulle der intet til, før de fik stress, angst eller depression.

Og det er ikke småeffekter, de gode efterkrigsbørn har været udsat for. Sammenligner man i generelle undersøgelser de babyer, der har lavest fødselsvægt med de tungeste, har de små mindst 8 gange så stor risiko for at få forstadiet til sukkersyge. Og de har 18 gange større chance for at få en stofskiftesygdom. Og risikoen for at dø af hjertekarsygdomme er 50% højere. Det er ikke så godt. Specielt da det ser ud til også at gå videre i næste generation med halv kraft.

ROTTEFORSØG
Tendensen er bekræftet i en lang række dyreforsøg. Er rottemor stresset, får ungerne flere kortisolreceptorer. Dvs. de får flere modtagestationer for stresshormoner – og  bliver dermed hurtigere stressede og angste.

En lidt besynderlig krølle på historien er, at hvis rottemor er stresset, sker der også en såkaldt feminisering af afkommet. Rotteungerne har derfor – hvis de er hanner – større sandsynlighed for at være homoseksuelle. Muligvis fordi hunner, der kan føde børn, måske i en krisetid er mere værdifulde end hanner – men det er kun et  gæt.

OPSUMMERING
Så som Robert Sapolsky, der er professor i neurovidenskab ved det amerikanske Stanford-universitet skriver:  ”Udsæt et foster for masser af kortisol (stresshormon), og du øger dets risiko for overspisning, forhøjet blodtryk, hjertekarsygdomme og diabetes 2. Og måske for lavere fertilitet, angst og nedsat udvikling af hjernen. Og måske øger det endda fostrets efterkommeres risiko for det samme.”

HJÆLP TIL GRAVIDE ELLER LUKNING AF FORÆLDREINTRA
Så hvis vi som samfund skal give børn en god start, skal vi ikke vente på vuggestuen. Det er for sent. Rettidig omhu er at sætte ind, før børnenes forældre overhovedet bliver gravide. Så alle forældre kan få den hjælp – og evt. traumebehandling, de har brug for. Så de kan være de gode forældre, de gerne vil være. Og så alle nye fostre kan udvikle sig uden at blive oversvømmet med moderens stresshormoner. Og kan udvikle sig selvstændigt i stedet for at blive født bagud på point. Det burde være win-win-win – for børnene, for forældrene og for os alle som samfund

Dansk Center for Neurocoaching foreslog derfor i 2018 regeringens stresspanel at tilbyde gravide hjælp til stresshåndtering og traumebehandling. Det kunne i vores optik have sparet milliarder på den lange bane. Men som du måske selv hørte i radioen, blev det åbenbart prioriteret højere at foreslå en nedlæggelse af folkeskolens forældreintra end at forebygge stress hos børn. Heldigvis blev panelet og dets forslag hurtigt lagt i graven. Men en vigtig mulighed for virkelig at få skovlen under stressens svøbe blev forpasset.

TRAUMEBEHANDLING
Når skaden er sket, kan vi indenfor Neurocoaching tilbyde børn og voksne en traumebehandling, der går tilbage til graviditeten. For selvom vi ikke er i stand til bevidst at huske episoder fra før ca. 3-års-alderen. Og selvom vi som 6-7-årige oplever den såkaldte børneamnesi , der gør, at vi ikke mere bevidst  har tilgang til hukommelsen fra før de 6 år, så er forskerne enige om, at hukommelsen stadig er der. Og det er da også det, vi oplever i vores traumebehandling. Ikke alene dukker erindringerne op, men behandlingen af de helt tidlige traumer giver også den ønskede effekt.

NOTER
Epigenetik: Vi har ca. 19.000 gener. Det er jo intet i forhold til, at vi har ca. 70.000 milliarder celler. Men ca. 97% af vores DNA er heller ikke gener. Det er såkaldte epigenetiske faktorer, der bestemmer om de enkelte gener er tændte  eller slukkede. Dvs. det er ligegyldigt, om vi har et gen for at være pænt slanke, hvis genet er slukket. Disse tænd-sluk-mekanismer begynder allerede at sætte ind tidligt i fostertilværelsen. Til gengæld har det vist sig, at vi faktisk med kost, motion, terapi og anden personlig udvikling selv kan tænde og slukke for mange af disse gener ved at påvirke de epigenetiske mekanismer.

LITTERATUR
Professor i neurovidenskab, Robert Sapolsky, Stanford: ”Why Zebras don’t get Ulcers”